Pressemeddelelse -
Clara Hjelt laver tøj af JYSK-tekstiler
Den selvstændige, danske designer Clara Hjelt har skabt håndlavet tøj ud af JYSK-tekstiler, som ellers skulle kasseres på grund af fejl i produktionen.
Clara Hjelt startede egen virksomhed i slutningen af 2019, og efter at have fået kontakt til JYSK har de to parter nu fået et godt samarbejde op at stå.
I første omgang fik Clara Hjelt et parti af et gult sengesæt, som desværre var produceret i en forkert størrelse og derfor ikke kunne sælges på nogen af JYSKs markeder.
En del af tekstilerne har Clara Hjelt nu omdannet til kortærmede skjorter og shorts, som hun sælger på sin egen webshop på Hjeltbrand.com.
”I den ideelle verden blev der ikke produceret noget, som ikke kunne bruges. Men når man er så stor som JYSK, er det næsten uundgåeligt at have nogle processer, som ikke ender ud helt, som de skal være,” siger Clara og tilføjer:
”Jeg synes, det er en ret fin cyklus, at jeg kan transformere JYSKs kasserede tekstiler om til unikt og brugbart tøj og samtidig være med til at lede modeindustrien i den rigtige retning, når det kommer til overproduktion, global opvarmning og alt for store CO2-aftryk.”
Bæredygtigt samarbejde
Hos JYSK glæder Rune Jungberg Pedersen, Communications & CSR Director, sig over samarbejdet, som sikrer, at tekstilerne ikke går til spilde.
”Ud over at tøjet ser rigtig godt ud, så er samarbejdet med til at sikre, at produkter ikke ender med at blive brændt, selvom der er sket en fejl i produktionen. Fejl er umulige helt at undgå, men samarbejdet med Clara er et godt eksempel på, hvordan vi kan vende det til noget positivt,” siger han.
Arbejdet med at undgå spild har altid fyldt meget hos JYSK – både i butikker og på distributionscentre - og det nye samarbejde med Clara Hjelt er blot ét eksempel på JYSKs øgede opmærksomhed på bæredygtighed.
”JYSK har arbejdet med bæredygtighed i mange år, men der er ingen tvivl om, at det nu fylder langt mere end tidligere. Det er også grunden til, at vi netop har ansat en Sustainability Manager i JYSK, som skal drive udviklingen og sikre, at der kommer endnu mere fokus på bæredygtighed. Det forventer både vores kunder og medarbejdere,” siger Rune Jungberg Pedersen.
Fakta om samarbejdet
- JYSK donerer løbende fejlproducerede tekstiler til Clara Hjelt, som omdanner dem til unikt og håndlavet tøj.
- Det færdige tøj sælger Clara Hjelt på sin egen webshop, Hjeltbrand.com, som hun har ambition om at leve af.
Related links
Emner
JYSK er en international butikskæde med skandinaviske rødder, der sælger alt til boligen. Den første butik åbnede i Danmark i 1979, og i dag har JYSK over 2.900 butikker og 24.000 medarbejdere i 51 lande. I Tyskland og Østrig hedder butikkerne Dänisches Bettenlager – i resten af verden JYSK. JYSK er ejet af familien bag Lars Larsen Group, der står bag en række virksomheder med en samlet omsætning på 34,7 milliarder DKK. JYSKs omsætning er på 28,32 milliarder DKK.