Pressemeddelelse -
HimmerLand udvider til glæde for hele familien
Trods coronakrise og midlertidig nedlukning er der ikke skruet ned for ambitionerne for Himmerland Golf & Spa Resort, der fra den 8. maj skifter navn til HimmerLand.
Himmerland Golf & Spa Resort skipper golfen. I hvert tilfælde i navnet, der fra den 8. maj blot vil være HimmerLand.
”Som hjemsted for blandt andet European Tour-turneringen Made in Denmark er vores position inden for golf ubestridelig, og der er næppe nogen golfinteresserede, der ikke ved, at vi har et af Danmarks absolut bedste golfanlæg. Til gengæld er færre klar over, hvor mange muligheder vi tilbyder både til børnefamilier og til virksomheder, der har behov for faciliteter til møder eller konferencer. I løbet af de seneste år har vi udviklet os til meget mere end blot et golf og spa resort. Samtidig ønsker vi at blive en endnu mere integreret del af det fantastiske område, vi ligger i. Derfor HimmerLand,” siger administrerende direktør Mark Bering.
Fortsætter investeringerne
Allerede i september 2019 lancerede bestyrelsesformand Jacob Brunsborg planerne om massive investeringer i HimmerLand.
Både i form af totalrenovering af samtlige hotelværelser og en række nye aktiviteter såsom multihal, padelbaner, sauna ved søen, paddleboards, trampoliner, kanoer og meget mere som supplement til allerede eksisterende muligheder såsom golf, spa & welness-afdeling, minigolf, bowling og svømmehal.
Derudover har HimmerLand også lanceret et nyt konferencekoncept udviklet i samarbejde med ernæringsekspert Christian Bitz.
”Inden nedlukningen på grund af corona så vi en markant øget aktivitet indenfor konferencer og møder, og jeg er utrolig glad for, at familien bag HimmerLand har bedt mig og mine kolleger om at fortsætte investeringerne, så vi er helt klar til at give vores gæster en sublim oplevelse, når vi igen åbner dørene. Det glæder vi os til, og jeg håber, at nogle af de danskere, som måske havde planlagt en ferie i udlandet, i stedet vil bruge en sommeruge på at blive forkælet i HimmerLand. Jeg kan i hvert tilfælde garantere, at vi har noget for hele familien,” siger Mark Bering.
Stor tro på fremtiden
Heller ikke bestyrelsesformand Jacob Brunsborg er i tvivl om, at fremtidsudsigterne er gode.
”Med golfbaner i verdensklasse og European Tour på programmet er det selvfølgelig klart, at golf altid vil spille en meget stor rolle for HimmerLand og i sig selv vil være et trækplaster for mange gæster. Men med investeringerne i mange nye, spændende, familievenlige aktiviteter kan vi byde på noget for alle. Det har været tydeligt at se over de seneste år, at mange flere børnefamilier har valgt at investere i et af de 300 feriehuse, der hører sammen med HimmerLand. Det er lige præcis det, vi ønsker, at stedet bliver til glæde for hele familien, også selvom man ikke spiller golf,” siger Jacob Brunsborg.
Derfor er han også glad for at kunne annoncere, at investeringerne i HimmerLand fortsætter som planlagt.
”Det er klart, at den seneste periode med corona og nedlukning har været meget speciel for rigtig mange mennesker i mange forskellige brancher, og det har da også ramt os hårdt. Men vi i familien tror på fremtiden og ønsker at investere i at gøre HimmerLand til et endnu bedre sted. Derfor glæder jeg mig også utrolig meget til, at vi igen kan invitere gæsterne indenfor til en smagsprøve af, hvad HimmerLand har at byde på,” siger Jacob Brunsborg.
Fakta om HimmerLand
- 3 golfbaner: Old Course, New Course og Academy Course
- 300 private feriehuse
- 60 hotelværelser (24 familieværelser)
- 24 feriehuse til udlejning
- 2 restauranter – Brasseriet og Restauranten
- Pizzeria
- Spa & Wellness
- Lokaler til privatfester – bryllup, konfirmation o.lign.
- 16 mødelokaler
- Møde og konference m. Christian Bitz’ madkoncept
- Vinotek og kokkeskole
- Egen eventafdeling
- Svømmehal med 2 bassiner, spabad og vandrutsjebane
- Bowlingcenter med 6 baner og restaurant
- Legerum og spillerum
- Adventure Golf
- Fitnesscenter
- Mini-købmand
- Cykeludlejning
- Smukke løberuter
- 40 ha. sø med badebro, sauna og vandaktiviteter
Emner
Regions
HimmerLand er ejet af familien bag Lars Larsen Group, der står bag en række virksomheder med en samlet omsætning på 34,7 milliarder DKK.