Pressemeddelelse -
JYSK giver medarbejdere fri efter jubilæumsfest
Lørdag den 23. november inviterer JYSK alle medarbejdere inklusiv partnere til 40-års jubilæumsfest i Odense Congress Center. Dagen derpå får medarbejderne en velfortjent hviledag.
Uddeling af priser, 40-års jubilæum og et godt resultat i Danmark er bare nogle af de ting, der skal markeres til den årlige JYSK-fest, som i år slår rekord med 1.800 deltagere.
Landechef for JYSK i Danmark, Bo V. Andersen, mener, det er vigtigt at holde en fest for alle medarbejdere – specielt i en landsdækkende virksomhed som JYSK.
”Når vi alle er samlet fra hele landet, føler man, at man er en del af noget større, og det er her, man virkelig mærker, at man er en del af JYSK-familien. Det er vigtigt, at vi får lov at opleve, at vi er en del af en stor koncern, der faktisk gør det rigtig godt, og som gerne vil deres medarbejdere det godt,” siger Bo V. Andersen.
Fast tradition siden 1979
Siden åbningen af den første JYSK i 1979 har der traditionen tro hvert år været inviteret til stor medarbejderfest, hvor medarbejderne også har kunnet tage deres partner med.
”Det er en fast tradition i JYSK, at vi holder en stor fest om året, hvor partneren også er inviteret. Vi vil gerne give noget retur til vores medarbejdere, der hver dag giver den gas i butikken, på vores distributionscenter eller på kontoret. Derudover holder vi lukket om søndagen, så alle kan nyde en aften i godt selskab uden at skulle tænke på arbejde næste dag,” siger Bo V. Andersen.
Ud over at den årlige fest er godt for sammenholdet i JYSK, er aftenen også en god anledning til at markere de ekstraordinære indsatser, der er blevet leveret i løbet af året. Derfor bliver der hvert år fundet en vinder i forskellige kategorier, blandt andet Årets butik, Årets elev og Årets distriktschef.
Ekstra stor jubilæumsfest
Hvert år er der et nyt tema for festen, der sætter rammen for aftenen, og i år er temaet ”Guld, glimmer og glamour”.
”I år er lidt ekstraordinært, da vi jo har jubilæum – det, tror jeg også, man kommer til at mærke til festen, hvor vi i år har et noget større setup. Det er jo ikke mange virksomheder, der kan fejre 40-års jubilæum, så det skal selvfølgelig fejres med manér. Vi kommer også til at fejre to 40-års jubilarer på scenen, så det bliver fantastisk,” siger Bo V. Andersen.
Når glimmeren har lagt sig, og priserne er fordelt, er alle JYSK-medarbejdere i kædens 107 butikker igen klar til at servicere kunderne om mandagen den 25. november. Enkelte butikker i storcentre holder også åbent søndag den 24. november.
Fakta om JYSK-festen 2019:
- Både JYSK-medarbejdere og deres partner er inviteret til festen, der i år runder 1.800 gæster i alt.
- Festen er med overnatning, så der er booket ca. 1.000 hotelværelser i og omkring Odense.
- Til festen, som afholdes i Odense Congress Center, optræder Nik & Jay, Benal og Skinz.
- Hvert år vælges et tema til festen, og i år er det ”Guld, glimmer og glamour".
- Der er tre scener, som de forskellige kunstnere vil optræde på i løbet af aftenen.
- Der vil være syv storskærme, så alle kan følge med i aftenens uddelinger og koncerter.
- Der bliver i alt pyntet op med én kilometer dug, 1.200 stearinlys og 400 lysestager.
Emner
JYSK er en international butikskæde med skandinaviske rødder, der sælger alt til boligen. Den første butik åbnede i Danmark i 1979, og i dag har JYSK over 2.800 butikker og 23.000 medarbejdere i 52 lande. I Tyskland og Østrig hedder butikkerne Dänisches Bettenlager – i resten af verden JYSK. JYSK er ejet af familien bag Lars Larsen Group, der står bag en række virksomheder med en samlet omsætning på 31,6 milliarder DKK. JYSKs omsætning er på 26,636 milliarder DKK.