Pressemeddelelse -
JYSK indvier nyt distributionscenter på Lars Larsens vej i Sofia
Den bulgarske premierminister, Boyko Borisov, var med, da JYSK torsdag den 12. september indviede Bulgariens mest moderne distributionscenter beliggende på Lars Larsens vej i Sofia.
Torsdag den 12. september var en vigtig dag for både JYSK og Bulgarien, da det var dagen for den officielle indvielse af JYSKs nye distributionscenter i Bozhurishte udenfor Sofia.
Blandt gæsterne var Bulgariens premierminister, Boyko Borisov, økonominister Emil Kranikolov og den danske ambassadør i Bulgarien, Søren Jacobsen.
“Der er en vigtig dag for JYSK, og jeg håber, at I også betragter det som en vigtig dag for Bozhurishte og Sofia. Måske endda for hele Bulgarien. Jeg er glad for, at premierminister Boyko Borisov sammen med en række andre repræsentanter for den bulgarske regering har valgt at være med her i dag til at fejre indvielsen,” sagde CEO & President i JYSK, Jan Bøgh, blandt andet i sin tale.
Efter talerne havde gæsterne selv mulighed for at gå på opdagelse i det mest moderne og automatiserede distributionscenter i regionen og høre mere om JYSKs planer for fremtiden.
200 jobs
”Distributionscentret er bygget med den nyeste teknologi og er det klart mest moderne i hele regionen. Når det er fuldt integreret i JYSKs forretning, giver det mange fordele til JYSKs kunder, for vores butikker og for miljøet,” sagde Logistics Manager Jan Oliver, der er den daglige leder af distributionscentret.
Distributionscentret i Bozhurishte er JYSKs ottende distributionscenter i Europa, og det forsyner i begyndelsen næsten 80 JYSK-butikker i Bulgarien, Grækenland og Serbien.
Størrelsen på distributionscentret er 95.000 m2, men det, der for alvor adskiller Bozhurishte fra lignende faciliteter, er de fuldt automatiserede højlagre, hvor der samlet kan opbevares 125.000 paller, når det er fyldt helt op.
Efterhånden som det sker, skal distributionscentret i Bozhurishte også levere til butikker og kunder i Rumænien og Bosnien. På sigt skaber distributionscentret dermed 200 arbejdspladser og skal servicere mere end 320 butikker i regionen.
Dermed er åbningen også en vigtig del af JYSKs strategi, da det vil give kortere leveringstid både til butikker og til kunder, der køber online. Åbningen af distributionscentret i Bulgarien giver desuden betydelige miljømæssige fordele, da det vil betyde, at der skal køres cirka 10 millioner lastbilkilometer mindre hvert år.
Investeringen på 107 millioner EUR, som er den største foretaget af en dansk virksomhed i Bulgarien, indbragte i 2018 JYSK prisen som ”Investor of the Year” i Bulgarien.
Emner
JYSK er en international butikskæde med skandinaviske rødder, der sælger alt til boligen. Den første butik åbnede i Danmark i 1979, og i dag har JYSK over 2.800 butikker og 23.000 medarbejdere i 52 lande. I Tyskland og Østrig hedder butikkerne Dänisches Bettenlager – i resten af verden JYSK. JYSK er ejet af familien bag Lars Larsen Group, der står bag en række virksomheder med en samlet omsætning på 29,9 milliarder DKK. JYSKs omsætning er på 26,636 milliarder DKK.