Gå til indhold

Pressemeddelelse -

JYSK leverer nyt milliardoverskud

Med en omsætning på 24,97 milliarder kroner og en indtjening på 3,3 milliarder kroner fortsætter vokseværket i JYSK Group, der nu har mere end 2.500 butikker på verdensplan.

Der er fortsat fuld fart på JYSK Group, der fredag den 1. december offentliggør regnskabet for 2016/17.

Med en omsætning på 24,97 milliarder kroner og en indtjening på 3,3 milliarder kroner er der tale om endnu et rekordregnskab, og JYSK har nu mere end 2.500 butikker og 22.000 ansatte på verdensplan.

”Jeg er meget tilfreds med resultatet og den store indsats fra de ansatte i JYSK. De har jo den største del af æren for det gode resultat. Samtidig glæder jeg mig over, at JYSK har været i stand til at øge antallet af kunder i vores butikker markant. Det bekræfter, at der stadig er et stort behov for fysiske butikker og personlig kundeservice i fremtiden, selv om e-handlen fortsat stiger,” siger ejer og bestyrelsesformand i JYSK Group, Lars Larsen.

Investeringer i butikker

Målet for JYSK Group er derfor fortsat at åbne mere end 100 nye butikker hvert år både i nye og eksisterende markeder.

Samtidig investerer både JYSK Nordic og Dänisches Bettenlager massivt i ombygning og optimering af eksisterende butikker, blandt andet i form af udrulning af et helt nyt butikskoncept i JYSK Nordic, som foreløbig er introduceret i Danmark, Sverige og Polen, og som udrulles i yderligere 25 butikker i indeværende regnskabsår.

Derudover gennemgår cirka 300 butikker i løbet af regnskabsåret en større modernisering.

”Vi har et stærkt butikskoncept i JYSK, som fungerer på tværs af grænser. Men det er vigtigt, at vi hele tiden optimerer og forbedrer det, så vi kan leve op til de krav, som vores kunder stiller. Det handler i høj grad om at sikre, at butikkerne er inspirerende og indbydende for vores kunder,” siger Lars Larsen.

Vækst i øst og vest

Derfor har han også stadig masser af nye mål for JYSK.

”Jeg er stolt over, at JYSK nu har mere end 2.500 butikker, men det betyder langtfra, at vi er i mål. Vi skal hele tiden vokse og blive større, og næste langsigtede mål er en fordobling til 5.000 butikker på verdensplan,” siger Lars Larsen.

De senere år er vejen mod det mål i høj grad sket gennem ekspansion i Central- og Østeuropa.

”JYSK vokser meget i lande som Rumænien, Bulgarien, Grækenland og Belgien, som er blandt de nyere lande på JYSK-landkortet. Men der sker også meget i Polen, hvor JYSK nu har 210 butikker, og der er helt sikkert plads til mange flere,” siger Lars Larsen.

Han kigger også mod vest, når han skal vurdere fremtidens muligheder.

I løbet af seneste regnskabsår løftede Lars Larsen således sløret for, at Chile er blandt de lande, der snart får sine første JYSK-butikker, når Dänisches Bettenlager ekspanderer til Sydamerika.

”Chile er et utrolig spændende marked, hvor vi kan se, at skandinaviske møbler allerede er rigtig populære. Samtidig er der en god købekraft i landet, som gør, at jeg har store forventninger til, at JYSK kan slå igennem i Chile,” siger Lars Larsen.

Han løfter samtidig sløret for, at JYSK Nordic åbner de første butikker i Irland i foråret 2019.

Related links

Emner

Kategorier


JYSK er en international butikskæde med skandinaviske rødder, der sælger alt til boligen. Den første butik åbnede i Danmark i 1979, og i dag har JYSK over 2.500 butikker og 22.000 medarbejdere i 49 lande. I Tyskland og Østrig hedder butikkerne Dänisches Bettenlager – i resten af verden JYSK. JYSK er ejet af den danske købmand Lars Larsen, der står bag en række virksomheder med en samlet omsætning på 29,9 milliarder DKK. JYSKs omsætning er på 24,97 milliarder DKK.

Kontakt

Åse Andersson

Åse Andersson

Pressekontakt Communications Director +45 30 101 101
Martin Fyn Aamand

Martin Fyn Aamand

Pressekontakt Head of Communications & PR +45 24 80 48 08
Anders Græsbøll Buch

Anders Græsbøll Buch

Pressekontakt Communications Consultant +45 23 20 55 67