Pressemeddelelse -
Bonus på 19.500 kroner til JYSK-butiksmedarbejdere
Efter endnu et godt år for JYSK i Danmark har butiksmedarbejderne fået udbetalt en kontant bonus på gennemsnitligt 19.500 kroner.
Et godt regnskabsår giver nu ekstra plus på kontoen hos JYSKs butiksmedarbejdere i Danmark.
En del af kædens overskud er nemlig udbetalt til de mange butiksmedarbejdere, som hver dag servicerer kunderne i de 107 butikker landet over. Mere præcist har hver butiksmedarbejder i snit fået udbetalt 19.500 kroner i bonus.
I løbet af det forskudte regnskabsår, som løber fra september 2018 til august 2019, steg omsætningen i Danmark med 7,1 procent, mens antallet af kunder steg med 3,7 procent, eller hvad der svarer til en kvart million ekstra kunder i butikkerne.
En af dem, som er glad for JYSKs bonusudbetaling, er Christina Pape, der arbejder som Store Manager for JYSK i Viby ved Aarhus.
”Det er meget motiverende at have et bonussystem, som gælder for hele teamet. På den måde motiverer det hele vejen rundt. Specielt de måneder, hvor det går godt, så er det en megafed fornemmelse at have nået sine mål og få belønning for det. Det giver lige lidt ekstra til opsparingen, julegaver, eller hvad man nu bruger sin bonus på,” siger Christina Pape.
Butiksmedarbejderne i JYSK får bonus efter, hvor godt det går i den butik, de arbejder i. Og Country Manager for JYSK i Danmark, Bo. V. Andersen, glæder sig over, at årets flotte resultat kommer alle medarbejderne til gode.
”Det er en skøn måde at kunne sige tusind tak på for den fantastiske indsats, som mine kolleger gør i vores butikker. Endnu bedre er det, at vi i år udbetaler bonus til samtlige butiksmedarbejdere, og det hænger jo sammen med, at året bare er gået rigtig godt i alle butikker,” siger Bo V. Andersen.
Resultaterne bliver fejret lørdag den 23. november med en stor 40-års jubilæumsfest for samtlige medarbejdere i Danmark. Festen, som afholdes i Odense Congress Center med koncerter af Nik & Jay, Benal og Skinz, får 1.800 deltagere inklusiv medarbejdernes partner.
Fakta om bonus
- Den gennemsnitlige bonus til butiksmedarbejderne i JYSK var på 19.500 kroner i det seneste regnskabsår fra september 2018 til august 2019.
- Sidste år var bonusudbetalingen i snit på 12.000 kroner til hver medarbejder, så årets udbetaling er steget med 7.500 kroner.
- Butiksmedarbejderne i JYSK får bonus efter, hvor godt det går i den butik, de arbejder i. Bonussen udbetales løbende hvert kvartal over regnskabsåret.
Emner
JYSK er en international butikskæde med skandinaviske rødder, der sælger alt til boligen. Den første butik åbnede i Danmark i 1979, og i dag har JYSK over 2.800 butikker og 23.000 medarbejdere i 52 lande. I Tyskland og Østrig hedder butikkerne Dänisches Bettenlager – i resten af verden JYSK. JYSK er ejet af familien bag Lars Larsen Group, der står bag en række virksomheder med en samlet omsætning på 31,6 milliarder DKK. JYSKs omsætning er på 26,636 milliarder DKK.