Pressemeddelelse -
JYSK belønner medarbejderne med bonus
Medarbejderne i JYSKs butikker har i snit fået udbetalt 14.500 kroner i bonus for deres indsats i det forgange finansår. På distributionscentret i Uldum er gennemsnittet på 8.600 kroner per medarbejder.
22 millioner kroner. Så meget har JYSK udbetalt i bonus til butiksmedarbejderne efter et godt regnskabsår. Det betyder, at en butiksmedarbejder i JYSK gennemsnitligt har fået udbetalt 14.500 kroner i bonus.
Belønningen er en tak for indsatsen i løbet af året, hvor der har været rigtig travlt i butikkerne, fordi kunderne i løbet af pandemien har brugt mange penge på boligindretning.
”Jeg må bare sige, at jeg er fantastisk imponeret og stolt over alle mine JYSK-kollegers indsats. Derfor er det selvfølgelig også en stor fornøjelse, at vi igen i år kan give butiksmedarbejderne en velfortjent bonus som tak. Det er en vigtig værdi i vores virksomhed, at vi anerkender hinandens succeser, og det er bonusserne også udtryk for,” siger Bo V. Andersen, Country Manager for JYSK i Danmark.
Systemet for, hvordan medarbejderne i JYSK-butikkerne får bonus, er enkelt strikket sammen: Bonussen er nemlig baseret på den omsætningsfremgang, butikken har haft i forhold til året før. Af samme grund er der forskel på størrelsen af bonussen fra butik til butik.
Bonus til logistikmedarbejdere
Også i Uldum, hvor JYSKs internationale distributionscenter ligger, har medarbejderne fået udbetalt bonus. I snit er beløbet 8.600 kroner.
For at opnå bonus bliver medarbejderne målt på flere forskellige parametre, der blandt andet omhandler sikkert arbejdsmiljø og effektivitet i forhold til at pakke paller og lastbiler så optimalt som muligt.
”Med bonusordningen vil vi gerne motivere medarbejderne til at yde en ekstra indsats og dermed højne effektiviteten i vores arbejde. Det er vigtigt for os at forebygge arbejdsulykker og forbedre arbejdsmiljøet, og ved at pakke paller og lastbiler mere optimalt kan vi både spare penge og lastbilkilometer for miljøet,” siger Henrik Gromada, Logistics Manager for distributionscentret i Uldum.
Fakta
- De butiksansatte i JYSK får bonus efter, hvor godt det går i den butik, hvor de er ansat.
- Medarbejderne i JYSKs butikker har i snit fået udbetalt 14.500 kroner i bonus.
- Logistikmedarbejderne får bonus efter forskellige parametre, herunder sikkert arbejdsmiljø og optimal pakning af paller.
- Medarbejderne på JYSKs distributionscenter, som leverer varer til en række lande, har i snit fået udbetalt 8.600 kroner i bonus.
Emner
JYSK er en international boligkæde med skandinaviske rødder, som gør det let at indrette alle rum i ethvert hjem samt haven.
Med over 3.000 butikker og webshops i 50 lande har JYSK altid et godt tilbud og kompetent service i nærheden, uanset hvordan kunderne ønsker at handle.
Grundlægger Lars Larsen åbnede sin første butik i Danmark i 1979. I dag beskæftiger JYSK 26.500 medarbejdere.
JYSK er en del af familieejede Lars Larsen Group med en omsætning på 35,6 milliarder DKK i finansåret 2019/20. JYSKs omsætning er på 32,6 milliarder DKK i finansåret 2020/21.