Pressemeddelelse -
JYSK på ny nummer et i Ukraine
For fjerde år i træk løb JYSK med titlen, da Consumer Choice Awards blev uddelt i Ukraine
JYSKs ansatte i Kiev kan glæde sig over, at kæden for fjerde år i træk har modtaget Consumer Choice Awards, som blev uddelt ved et arrangement i hovedstaden Kiev i december.
JYSK fastholder dermed titlen som landets bedste retailer indenfor kategorien bolig og boligtilbehør.
”Det er en pris, der betyder meget, fordi den uddeles på basis af forbrugernes mening. Hos JYSK er målet altid at sætte kundens oplevelse i centrum, og det betyder, at vi er glade, når vores kunder er glade. Det, at vi nu har vundet prisen fire år i træk, viser, at vi gør mange ting rigtigt, men vi ved også, at vi fortsat skal arbejde hårdt for at forblive nummer et,” siger Country Manager Ievgenii Ivanytsia.
Han er sikker på, at den gode kundeservice i JYSK er en vigtig grund til, at JYSK for nylig kunne offentliggøre endnu et rekordresultat i Ukraine med vækst i både omsætning og indtjening.
”Succes er tæt forbundet med at være forbrugernes førstevalg, og derfor betyder det meget for os, at vi kan se at både indtjeningen og kundernes tilfredshed vokser,” siger Ievgenii Ivanytsia.
Han roser derfor også medarbejderne i Ukraine for den store arbejdsindsats, der er baggrunden for JYSKs popularitet hos forbrugerne.
”Alle vores medarbejdere fortjener ros for deres indsats, som har gjort, at JYSK endnu engang er blevet kåret til den bedste virksomhed indenfor vores område," siger Ievgenii Ivanytsia.
Fakta om JYSK i Ukraine
- JYSK åbnede sin første butik i Ukraine i 2004
- JYSK har i dag 33 butikker i landet og sammenlagt 322 ansatte.
Emner
JYSK GROUP har et skandinavisk udgangspunkt: Den første butik åbnede i Danmark i 1979, og i dag har JYSK GROUP over 2.400 butikker og 21.000 medarbejdere i 47 lande. I Tyskland og Østrig er navnet Dänisches Bettenlager – i resten af verden JYSK. JYSK GROUP ønsker at være et godt tilbud for alle og har en ambition om at blive udbredt i hele verden. Bag JYSK GROUP står stifter og ejer Lars Larsen, der blandt andet også ejer møbelkæderne Bolia.com, IDEmøbler og ILVA. Den samlede omsætning i LARS LARSEN GROUP er på 27 milliarder kroner.