Pressemeddelelse -
Massiv jubilæumssucces i Irland
Interessen var enorm, da Lars Larsen tirsdag den 2. april åbnede den første JYSK i Irland.
Tirsdag den 2. april var det præcis 40 år siden, Lars Larsen åbnede den første JYSK butik i Aarhus.
Det jubilæum blev markeret i Irland, hvor Lars Larsen fejrede åbningen af JYSKs første butik i landet, som ligger i byen Naas, cirka 40 kilometer fra hovedstaden Dublin.
En begivenhed, der skabte stor opmærksomhed, og allerede klokken 2 om natten havde de første kunder stillet sig i kø foran butikken.
”Jeg er utrolig glad for den flotte modtagelse og for at så mange mennesker er mødt op. Der står nogle stykker oppe foran, som har stået her siden klokken 2. Jeg ved, at mine kolleger i butikken vil sørge for at tage sig rigtig godt af jer, så I får de gode tilbud, I kom efter,” sagde Lars Larsen.
"Jeg ved, at meget få mennesker i Irland kender JYSK, men det får vi hurtigt lavet om på," fortsatte han.
Dansk ambassadør og borgmester i Naas deltog
Udover Lars Larsen var også den danske ambassadør i Irland, Uffe Balslev, med til åbningen sammen med borgmester i Naas, Billy Hillis.
Uffe Balslev udtrykte i sin korte tale glæde over at kunne være med til at byde JYSK velkommen til Irland, fordi JYSK ifølge hans mening står for nogle af de bedste dyder i dansk erhvervsliv, mens Billy Hillis blot konstaterede, at det virkede som om, alle borgere i Naas var mødt frem til åbningen.
Udover butikken i Naas har JYSK planlagt åbning af yderligere tre butikker, og målet er i første omgang at få etableret 15 JYSK butikker i Irland i de kommende år.
Emner
JYSK er en international butikskæde med skandinaviske rødder, der sælger alt til boligen. Den første butik åbnede i Danmark i 1979, og i dag har JYSK over 2.700 butikker og 23.000 medarbejdere i 52 lande. I Tyskland og Østrig hedder butikkerne Dänisches Bettenlager – i resten af verden JYSK. JYSK er ejet af den danske købmand Lars Larsen, der står bag en række virksomheder med en samlet omsætning på 29,9 milliarder DKK. JYSKs omsætning er på 26,636 milliarder DKK.