Pressemeddelelse -
Rekordbonus til butiksmedarbejdere i JYSK
Selv om JYSK i foråret var hårdt ramt af coronakrisen, blev regnskabsåret 2019/20 godt for JYSK i Danmark. Det kan mærkes hos medarbejderne i de danske butikker, der i gennemsnit har fået 31.000 kroner i bonus
31.000 kroner. Det er gennemsnittet på den salgsbonus, som medarbejderne i de danske JYSK-butikker fik i regnskabsåret 2019/20.
Det er den højeste bonus nogensinde, og det glæder JYSKs landechef i Danmark, Bo V. Andersen.
”Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for. Medarbejderne i butikkerne får bonus efter, hvor godt salget har været i netop deres butik. Så når de har fået en stor bonus, er det fordi, det er gået godt for JYSK. Samtidig er medarbejderne i JYSK-butikkerne jo nogle af dem, der ikke har haft mulighed for at arbejde hjemme, men som derimod er mødt på arbejde hver dag for at holde hjulene i gang gennem hele corona-epidemien,” siger Bo V. Andersen.
Enkelt system
Bonus-systemet i JYSK fungerer på den måde, at medarbejderne i hver enkelt JYSK-butik får del i den omsætningsfremgang, butikken har haft i forhold til året før.
Det betyder også, at der er stor forskel på, hvor meget medarbejderne i hver enkelt butik har fået udbetalt.
Fuldtidsmedarbejdere, der har været ansat i hele regnskabsåret, har således fået udbetalt mellem 5.400 og 95.000 kroner.
”For JYSK er det vigtigt, at vi har et simpelt bonussystem, som er nemt at gennemskue. Vi tror på, at medarbejderne bliver ekstra motiverede, når de bliver belønnet for den succes, de er med til at skabe. Det giver jo også endnu en grund til at yde en fantastisk kundeservice, fordi det betyder noget for hver enkelt butik, at kunderne kommer igen,” siger Bo V. Andersen.
Mest i Randers
Han medgiver, at regnskabsåret også har været lidt specielt, fordi de butikker, der er placeret i indendørs butikscentre, var lukket i foråret på grund af coronavirus.
”De ansatte i de butikker, arbejdede i den periode i andre nærliggende JYSK-butikker, og derfor skal de selvfølgelig ikke snydes for bonus. De har derfor fået bonus i forhold til vores gennemsnitlige salg i Danmark i den periode, hvor butikkerne var lukket,” siger Bo Andersen.
Bonus-systemet i JYSK betyder, at salgsbonus udbetales ud fra, hvor mange timer, den enkelte medarbejder arbejder. Det betyder, at alle fuldtidsmedarbejdere får en lige stor del af bonussen, uanset om der eksempelvis er tale om en Store Manager eller en elev.
Den butik, der fik udbetalt mest i bonus i regnskabsåret 2019/20 var JYSK-butikken på Marsvej i Randers, hvor fuldtidsmedarbejdere fik en bonus på 95.000 kroner.
Emner
Kategorier
JYSK er en international butikskæde med skandinaviske rødder, der sælger alt til boligen. Den første butik åbnede i Danmark i 1979, og i dag har JYSK over 2.900 butikker og 24.000 medarbejdere i 51 lande. I Tyskland hedder butikkerne Dänisches Bettenlager – i resten af verden JYSK. JYSK er ejet af familien bag Lars Larsen Group, der står bag en række virksomheder med en samlet omsætning på 34,7 milliarder DKK. JYSKs omsætning er på 30,5 milliarder DKK.